Dansk som andetsprog/DSA
På Sofiendalskolen arbejder vi målrettet med faget dansk som andetsprog for at styrke flersprogede elevers deltagelsesmuligheder i skolens faglige fællesskaber. Målet er at øge elevernes sproglige og faglige kompetencer, så de får de bedste forudsætninger for at lykkes i undervisningen.
Målgruppe
Indsatsen er rettet mod flersprogede elever, som har behov for sproglig støtte i deres faglige og sproglige udvikling. Det gælder både nyankomne elever, som har brug for en intensiv sprogstart, og elever, der har behov for supplerende sproglig støtte i fagene.
Indsatser/tiltag
Vi har tre centrale indsatser i vores arbejde med DSA:
1. Basisklasse:
Nyankomne elever uden danskkundskaber starter i en basisklasse, hvor de undervises i dansk som andetsprog med henblik på at opnå et grundlæggende sprog, der gør dem i stand til at deltage i den almindelige undervisning. Undervisningen er tilrettelagt med fokus på hver elevs sproglige niveau og behov.
For nyankomne elever uden danskkundskaber hørende til børnehaveklassen gælder det, at de placeres direkte i en børnehaveklasse med sproglig støtte.
2. Sprogforløb:
Eleverne udsluses fra basisklassen til almenklassen med et sideløbende sprogforløb. Forløbet er en fortsættelse af basisundervisningen. Metoder og materialer fra basisundervisningen videreføres og videreudvikles.
3. Supplerende DSA-undervisning i klasserne:
Når eleverne er færdige med at gå i Basis-klassen, udsluses de til en almenklasse, hvor den sproglige støtte fortsætter i fagundervisningen. Her samarbejder DSA-læreren med faglæreren om at gøre det faglige indhold tilgængeligt for de flersprogede elever. Undervisningen kan foregå som co-teaching (link), i mindre grupper eller gennem fokuseret sprogunderstøttelse i klassen. Denne organisering giver mulighed for at arbejde målrettet med elevernes sprogudvikling i kontekst, og samtidig styrke deres deltagelse i klassens fællesskab. Undervisningen i dansk som andetsprog skal gives i et omfang og af en varighed, der modsvarer den enkelte elevs behov og forudsætninger.
Rollefordeling og samarbejde
DSA-indsatsen varetages af et team af lærere og vejledere med specialiserede kompetencer inden for dansk som andetsprog. Teamet dækker både indskoling, mellemtrin og udskoling og arbejder tæt sammen med klasselærere og faglærere for at sikre sammenhæng mellem sprog og fag.
Evaluering og opfølgning
En gange årligt bliver elevernes faglige og sproglige udvikling vurderet i forbindelse med skolens læringskonference. På Sofiendalskolen bruges sprogscreeningsmaterialer, som Børn- og Undervisningsministeriet har stillet til rådighed.
Sproglig dimension
I alle skolens fag arbejdes der med det specifikke ordforråd, der hører til de enkelte fag. Alle skolens elever introduceres for fagenes fagsprog, så eleverne bliver opmærksomme på at kunne anvende et hverdagssprog, men også kende og anvende de fagtermer, der knytter sig til de enkelte fag.
DUS
DUS ser gode sproglige kompetencer som en forudsætning og nøgle til viden og læring. Derfor skal DUS i et tværfagligt samarbejde med forældrene udfordre og udforske sproget sammen med barnet, så barnet lærer at bruge sproget til at udtrykke følelser, erfaring, viden, holdninger og meninger.
For flersprogede børn sker dette gennem sprogstøtte ved stilladsering af barnets sprog i samarbejde med skolens DSA-vejledere, så barnets sprog udvikles ift til kunne udtrykke sig emotionelt og indgå i- og danne sociale relationer.